Entertaineren Mads Christensen, også kendt som blærerøven, ruskede godt og grundigt op i forestillingen om ’det svage køn’, nemlig manden. Det skete, da netværket Next Generation mødtes i VBI Park den 1. november.
|
Hvis nogen trængte til at få humøret op og hjernecellerne slået over på ’eftertænksomhed’, så fik de det under Mads Christensens tidlige morgenforedrag i VBI Park.
For ikke nok med, at entertaineren leverede et underholdende og sprudlende foredrag. Hans tre-kvarter lange tale gav også masser af stof til eftertanke for både kvinder og mænd – og hvordan vi agerer med hinanden derhjemme og på arbejdspladserne. |
|
 |
Den slatne mand Mads Christensen har gjort det til sin metier at beskrive den moderne mand og hans væsen på godt og ondt. Og metromanden, som nutidens mand hedder, er ifølge Mads Christensen, godt og grundigt klemt af fremadstormende og projektorienterede kvinder.
Derfor er det i dag også kvinderne, som bestemmer i hjemmene, og som tager sig af børnenes opdragelse i institutions- og skolesystemet. Det er også dem, som stormer frem på arbejdspladserne i ledende stillinger og på fremtrædende politiske poster.
|
Ifølge Mads Christensen er manden gjort til nikkedukke, som parerer kvindens ordre. Problemet er bare, at hverken manden eller kvinden nødvendigvis har lyst til, at det skal være sådan. For i længden gider kvinder ikke slatne mænd, og mænd risikerer at blive trætte af deres eget liv.
”Derfor skal vi opdrage vores drengebørn til at sætte grænser for, hvad de vil være med til”, tordnede en veloplagt Mads Christensen. ”Kvinderne vil tilmed elske det”. |
|
 | | |